Rejs Europa rundt mens du arbejder – her er 7 typer jobs du kan klare i et tog eller på en cafe

Rejs Europa rundt mens du arbejder – her er 7 typer jobs du kan klare i et tog eller på en cafe

Rejs Europa rundt mens du arbejder - her er 7 typer jobs du kan klare i et tog eller på en cafe

Elsker du at rejse, og har du planer om at rejse Europa tyndt, skal økonomien selvfølgelig følge med. Det gode er, at du nemt kan kombinere dine rejser med dit job. Faktisk giver mange jobtyper mulighed for at udføre arbejdsopgaverne hvor som helst i verden, hvis du har en computer eller telefon til rådighed.

Ønsker du et job, der giver dig fleksibilitet til at rejse, så læs med i artiklen her, som giver dig 7 bud på jobtyper, du kan udføre på togturen eller en hyggelig café i Europa.

Influencer eller content creator

I løbet af de seneste år har et job som influencer eller online content creator fået større og større anerkendelse. Har du også fået øjnene op for influencer-verdenen, og har du lyst til selv at kaste dig ud i den, er alt, du har behov for en computer eller en smartphone.

Du bestemmer selv, hvad du poster og hvilket image, folk skal forbinde med dig. Du kan jo passende poste rejseindhold, når du er afsted.

I forhold til økonomien er jobbet som influencer dog ustabilt. For at tjene penge skal du have et større antal følgere og indgå samarbejder med brands. Formår du at skabe en tiltalende platform, kan du dog sagtens leve af jobbet, og du vil kunne arbejde når som helst, hvor som helst.

Online kundeservice

Endnu en jobmulighed på farten er at beskæftige sig med online kundeservice. Arbejder du med kundesupport for en virksomheds webshop, svarer du på mails eller spørgsmål i chatten fra kunderne.

Det kræver, at du sætter dig nøje ind i webshoppens varesortiment, så du kan svare præcist og fyldestgørende på alle kundernes spørgsmål om leveringstid, materialer, returpolitik mv. Har du gjort din research godt, kan du hurtigt og effektivt give kunderne tilfredsstillende svar, hvilket gør, at mange webshops er villige til at tilbyde jobs inden for kundesupport, uanset hvor du befinder dig i verden. 

Da du sagtens kan sidde og svare på mails eller chatbeskeder på en café eller i en togkupé, hvis bare du har en computer og en internetforbindelse til rådighed, er dette job et oplagt valg for dig, der elsker at rejse rundt og opleve Europa.

Softwareudvikler

Et andet job, du kan lave, mens du rejser rundt, er at udvikle software for andre. Uddannelsesmæssigt kræver denne type job lidt mere af dig. Måske har du taget en uddannelse som softwareudvikler eller en anden IT-uddannelse og er mester i alt, der har med software at gøre. Hvis ja, kan du med en computer sidde hvor som helst i verden og udvikle, teste og vedligeholde software for softwarefirmaer.

Du får en masse redskaber i værktøjskassen og et særdeles eftertragtet CV ud af dette, hvilket helt sikkert vil komme dig til gode videre i din karriere.

Grafisk designer

Med en uddannelse som grafisk designer i bagagen og en stor kreativitet kan du sidde, hvor end du har lyst og kreere logoer, illustrere børnebøger, designe hjemmesider og meget andet. Du kan have din egen hjemmeside, hvor du modtager opgaver, være tilknyttet en virksomhed eller tilbyde dit arbejde på freelance-platforme.

Nogle jobs inden for grafisk design stiller større krav til udstyr, som selvfølgelig skal fragtes rundt, men det er bestemt stadig muligt at kombinere et job som grafisk designer med dine rejser.

Tekstforfatter

Brænder du for at skrive, og kan du stable fængende og informerende tekster på benene, er et job som tekstforfatter en oplagt mulighed for dig.

Som tekstforfatter vil du komme til at skrive om hundredvis af forskellige emner. Nogle emner har du god viden om, og andre har du aldrig beskæftiget dig med før. Du skal derfor have lyst til at lave en masse research, imens du rejser for at kunne skrive relevante og velformulerede tekster.

Dette er et job, du kan udføre hvor som helst i verden. Også her er alt du behøver en computer og en internetforbindelse. Du kan arbejde, når det passer dig, men som i de fleste andre jobs, skal du som tekstforfatter ikke have problemer med at overholde deadlines, da de kan være mange og ligge tæt på hinanden.

Har du dog tiden og lysten, og kan du koncentrere dig om at skrive i en togvogn eller på en fortovscafé et sted i Frankfurt, Paris eller måske Budapest, er det bare om at undersøge dine muligheder for at blive tekstforfatter.

Korrekturlæser

Et job, der bliver i tekstuniverset, og som du kan tage med dig rundt på dine rejser, er korrekturlæser. En korrekturlæser retter forskellige typer tekster igennem for fejl. Hvis du har et skarpt øje for de mindste detaljer, er en haj til grammatik og elsker at nørde syntaks, vil et job som online korrekturlæser være super velegnet til at tage med dig rundt.

Når bare du overholder deadlines op opretholder en høj kvalitet, kan du arbejde, hvor du vil uden faste mødetidspunkter. Dit kontor kan derfor være en café, en park eller et helt tredje sted i den store verden.

Online tutor

Har du gode evner inden for f.eks. dansk, engelsk eller matematik, og elsker du at motivere og skabe skoleglæde, kan du blive online tutor eller lektiehjælper. Med et job som online tutor hjælper du børn og unge på folkeskole- og gymnasieniveau, der har brug for et ekstra boost i forskellige fag.

Selve undervisningen vil foregå via webcam, hvilket selvfølgelig kræver mere rolige og stille omgivelser, så du ikke forstyrrer eleven og andre omkring dig. Dog vil du sagtens kunne kigge elevens opgaver igennem ved et cafébord med en dejlig kop kaffe til. Det er et fantastisk job for dig, der ønsker at bruge dine evner til at gøre noget godt for andre, mens du oplever Europa.

 

Lukket for kommentarer.

Proudly powered by WordPress | Theme: SpicePress by SpiceThemes