Denne guide til billeje i Frankfurt Lufthavn er lavet i samarbejde med billeje.info
Målt på passagertrafik er Frankfurt Lufthavn Tysklands største. Det er samtidig en af de lufthavne i verden, som tilbyder fleste direkte ruter til destinationer fordelt på fem kontinenter. En stor del af de mere end 70 millioner rejsende, som i normale år benytter lufthavnen, skifter derfor blot fly her på vejen mod andre lufthavne ude i verden.
Frankfurt, der ligger få kilometer nordøst for lufthavnen, er dog også i sig selv et populært rejsemål i Tyskland. Byen er landets bankcentrum og vært for adskillige store, internationale handelsmesser i løbet af året. Derfor benyttes lufthavnen året rundt af mange forretningsrejsende. Bestiller du billeje i Frankfurt Lufthavn, har du desuden et godt udgangspunkt for at udforske resten af en spændende region.
→ Læs mere om biludlejning i Frankfurt Lufthavn her
En lufthavn med vokseværk
Der har længe været støt stigende passagertal i Frankfurt Lufthavn. Man begyndte derfor allerede før årtusindeskiftet at planlægge en udvidelse, så de to nuværende terminaler, 1 og 2, kan aflastes. I 2019 blev den første sten til en ny terminal derfor lagt på et areal syd for de eksisterende lufthavnsbygninger. Når den står helt færdig vil denne nye terminal 3 med 75 gates øge lufthavnens kapacitet med 21 millioner passagerer årligt.
Oprindeligt var planen, at den nye terminal skulle indvies i 2021 og være helt oppe i omdrejninger i 2023. Men på grund af pandemien, som har vendt op og ned på luftfartsindustrien, er åbningen foreløbigt udskudt til 2026. Selvom en udvidelse således lader vente på sig, er Frankfurt Lufthavn allerede i dag en velfungerende lufthavn, der er blevet moderniseret talrige gange i tidens løb.
Flyselskaber og ruter
Frankfurt Lufthavn er Lufthansas hovedbase. Det tyske flyselskab og dets Star Alliance-partnere, heriblandt SAS, tegner sig da også for størstedelen af trafikken i lufthavnen. Her starter eller slutter de fleste af Lufthansas langdistanceflyvninger.
Derudover betjener en række lavprisflyselskaber lufthavnen, så det er sjældent svært at finde en direkte flyforbindelse hertil fra Danmark. I skrivende stund kan du således flyve direkte til Frankfurt Lufthavn fra både Billund og Københavns Lufthavn.
Transport til og fra Frankfurt Lufthavn
Der er gode forbindelser med offentlig transport til og fra lufthavnen. Udover busser er der to togstationer i lufthavnen; Regionalbahnhof på nederste etage i Terminal 1 til de regionale tog (S-Bahn, RE) og Fernbahnhof til højhastigheds fjerntog (ICE/IC). Sidstnævnte station er forbundet til Terminal 1 med en gangbro.
Er din endelige destination selve Frankfurt, er det i de fleste tilfælde mest oplagt at benytte tog, bus eller taxi for at komme ind til byen. Skal du derefter primært færdes indenfor bygrænsen, er der god offentlig transport med U-Bahn, Straßenbahn og bus til at komme rundt.
Har du derimod planer om at fortsætte fra Frankfurt Lufthavn til andre destinationer, er billeje en oplagt mulighed. Så kan du rejse i dit eget tempo uden at skulle holde styr på køreplaner.
Afstande fra Frankfurt Lufthavn
Regionen omkring Frankfurt er meget varieret med utallige muligheder for både natur- og kulturoplevelser. Her kan du udforske landskaber og natur i Spessarter, Taunus og Vogelsberg, vinområdet Rheingau og charmerende middelalderbyer som Mainz, Wiesbaden og Heidelberg. Der er garanti for at finde noget, der falder i din smag.
- Mainz: 30 km
- Wiesbaden: 27 km
- Rheingau: 45 km
- Bad Kreuznach: 70 km
- Heidelberg 80 km
- Koblenz: 111 km
Biludlejning i Frankfurt Lufthavn
Du finder alle de større udlejningsfirmaer i Frankfurt Lufthavn. Det inkluderer blandt andre Alamo, Avis, Buchbinder, Europcar, Hertz, Sixt og Thrifty. Du finder udlejerne samlet i et ’Car Rental Center’ i både terminal 1 (Concourse A, Level 0) og 2 (Concourse D , Level 2).
Har du bestilt din billeje online hjemmefra, plejer det at gå ganske nemt med at få udleveret din lejebil. Frankfurt Lufthavn ligger lige der, hvor autobahn A3 og A5 krydser hinanden. I en lejebil har du derfor gode forbindelser videre til resten af Tyskland og Centraleuropa.
Skal du flyve hjem fra Frankfurt Lufthavn, afleverer du din lejebil tæt på Check-in-området. Afhængigt af din flyafgang følger du i første omgang skiltningen mod terminal 1 eller 2. Hold derefter udkig efter et skilt mod ’Car Rental Return’.
Der er to tankstationer i nærheden af lufthavnen, som du kan bruge, hvis du skal aflevere din lejebil med fuld tank. Tankstationerne (Esso og Shell) ligger lidt væk fra de mest direkte ruter ind til terminalerne. Derfor kan du med fordel bruge GPS, hvis du vil være sikker på at finde direkte derhen.